Omkring 40 procent af alle mænd over 40 år og 70 procent over 70 år oplever rejsningsbesvær i et eller andet omfang. Det er rigtig mange mennesker, men det gør det ikke nemmere at tale med sin partner, sine omgivelser eller sin læge om. Det er dog et naturligt fysiologisk fænomen, hvor blodkarrene bliver snævrere, og nerveenderne mindre følsomme, med alderen. ”Jo ældre, mænd bliver, jo mindre testosteron (mandligt kønshormon, red.) har de desuden, og for nogle mænd er tallet så lavt, at det påvirker rejsningsevnen,” fortæller Astrid Højgaard,  ledende overlæge ved Sexologisk Center  på Aalborg Universitetshospital.

Mange sygdomme fører til rejsningsproblemer

Mange mænd kender også til vandladningsproblemer, og der er en vis sammenhæng med rejsningsbesvær. Det er i høj grad forskellige sygdomme, der er årsag til rejsningsbesvær. Det gælder de fleste kroniske sygdomme, siger Astrid Højgaard og peger særligt på sukkersyge og hjertekar-problemer. ”Da jeg var yngre, opfattede man i høj grad rejsningsproblemer som en psykisk ting, men i dag ser vi det på en anden måde.Vi beder altid lægen undersøge blandt andet blodtryk, kolesteroltal og blodsukker, og i bedste fald tager lægen også en snak om livsstil. Rygning, for meget alkohol og inaktivitet påvirker rejsningsfunktionen meget. Rejsningsproblemer er en indikator på, hvordan kroppen eller sjælen har det. Mange mænd oplever også, at når de først har mærket problemet, så tænker de meget over det, og så falder den straks,” forklarer Astrid Højgaard og tilføjer, at blodkarrene i penis er specielle. Da der ikke er så mange af dem, og de derfor hurtigt påvirkes af ændringer i systemet, kan problemer dér være et tidligt varsel om kommende hjerteproblemer.

Altid mulige løsninger ved rejsningsbesvær

Uanset årsagen er der dog hjælp at hente i form af for eksempel medicinsk behandling for rejsningsbesværet med en af de forskellige tabletbehandlinger der i dag findes. Der findes både nogle der tages dagligt, og nogle der tages hvis man har planlagt sex i forvejen, siger Astrid Højgaard, men anbefaler også en eventuel omlægning af en usund livsstil. For de få mænd, hvor tabletter ikke kan bruges, kan næste trin være at lære at indsprøjte medicin direkte i svulmelegemerne ved hjælp af en pen med medicin. ”Der findes også operationer, hvor man eksempelvis indsætter kunstige svulmelegemer eller en pumpeløsning med et reservoir af saltvand, som man selv betjener, og folk er tilfredse med løsningerne. Nerveenderne beskadiges ofte i forbindelse med operationer for prostata eller kræft i endetarmen, og i disse tilfælde virker tabletterne ikke, og så må man forsøge med de operative løsninger,” siger hun.

Tal med din egen læge om impotens

Selvom rejsningsproblemer er en omfattende lidelse, er det stadig svært for mange mænd at tale om – også med deres egen læge. ”Folk har svært ved at tage sig sammen, men lægerne er også lidt forsigtige, for de vil jo nødigt fornærme folk. Er man i forvejen i behandling for en sygdom hos lægen, så benyt lejligheden til at berøre emnet og spørg, om den sygdom påvirker potensen. Fejler du ikke noget, så gå til lægen og sig, at du har et problem med potensen, og hvad det kan skyldes. Når først barrieren er brudt, er der hjælp at hente og en vej til et normalt sexliv igen,” understreger Astrid Højgaard.