Natlig vandladning er et kendt problem, der følger med alderen. Jo ældre man er, desto oftere skal man ud af dynerne i løbet af natten. Kroppen forandrer sig. Tørre tal viser, at 50 procent i alderen 50+ skal op mindst én gang om natten. Blandt 85-årige er det 90 procent. Men det er ikke en situation man blot skal affinde sig med.

Gør noget ved problemet

”Find årsagen til dine vandlandningsproblemer i samarbejde med den praktiserende læge. Bliv udredt - hvis der er behov for det hos en specialist - og få stillet en klar diagnose. Der er altid en årsag til, at kroppen reagerer uhensigtsmæssigt.” En kontant melding fra sekretariatschef Aase Randstoft, Kontinensforeningen. Hun ved af erfaring, at alt for mange har attituden : det går nok over. Men inkontinens kan ikke sammenlignes med hoste eller en forkølelse. Inkontinens kræver effektiv behandling - ellers kan lidelsen meget let plage én resten af livet.

Behandlingsmulighederne er diagnoserelateret og der findes en bred vifte - f.eks. medicin, bækkenbundstræning, ændring af dårlige, opøvede vaner og som sidste mulighed et kirurgisk indgreb. Det er svært at give en facitliste. Vigtigst er det, at der kan gøres noget effektivt.

Forringet livskvalitet

”Afbrudt, dårlig nattesøvn påvirker i høj grad folks dagligdag og forringer deres livskvalitet. Man føler sig ikke frisk og udhvilet om dagen, når man har tumlet rundt på gulvet flere gange i de sene nattetimer. Desuden kan det også have andre alvorlige konsekvenser, når ældre mennesker er nødsaget til at stå op om natten. Risikoen for at falde og brække f.eks. hofte eller lårben er stor.”

Pinlig berørt

Det er ifølge Aase Randstoft vigtigt selv at være motiveret for at gøre noget ved eventuelle vandladningsproblemer. Nogle af hendes gode råd lyder: ”Observér og kend selv alle dine symptomer, vær forberedt når du møder din læge og forlang at blive udredt. Udredningsforløbet kan være kompliceret og tage en vis tid. Mange bliver generte og føler sig pinlig berørte ved at tale om deres inkontinens – og desværre er lidelsen stadig særdeles tabubelagt. Men tal åbent om problemet. Lægen vil bede patienten om at udfylde et væske-vandladnings-skema gennem tre døgn for at konstatere, hvordan blæren arbejder. Og her skal man være helt ærlig med sine oplysninger.”

Mange årsager til vandladningen

Der kan være mange årsager til natlig vandladning. Helt banalt kan det skyldes et for stort væskeindtag, inden man går i seng eller brugen af vanddrivende medicin for tæt på sengetid. Nogle har en overaktiv blære og lider også af daginkontinens. Endelig kan årsagen være anden og mere alvorlig sygdom (cancer, Parkinson, sklerose, rygmarvsskade m.fl.). ”Behandlingsmulighederne er diagnoserelateret og der findes en bred vifte - f.eks. medicin, bækkenbundstræning, ændring af dårlige, opøvede vaner og som sidste mulighed et kirurgisk indgreb. Det er svært at give en facitliste. Vigtigst er det, at der kan gøres noget effektivt.”