Hjernetips:

Træn hjernen dagligt

Skift mellem øvelserne - træn både koncentration, socialt liv og læring

Dyrk motion mindst tre gange om ugen

Hjernen er som en muskel, der skal trænes gennem hele livet. Det fortæller hjerneforsker, professor Troels W. Kjær fra Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

“Alle har gavn af at træne hjernen dagligt. Det giver livskvalitet, og vi præsterer bedre, både socialt og i skolen eller på jobbet. Og så forsinker det aldringsprocesserne og forebygger alvorlige sygdomme som demens,” fortæller han.

Variation er vigtigt

Ved at skifte mellem forskellige slags hjerneøvelser træner man flere forskellige hjernefunktioner. Aktiviteterne kan være både koncentrationsøvelser med sudoku eller krydsord, eller det kan være at lære noget nyt, f.eks. at strikke, tegne eller tale et nyt sprog.

“Det er lige som med sport. Dem, der dyrker både løb, svømning og golf, er i bedre form end dem, der kun løber. Det samme gælder hjernen,” siger Troels W. Kjær.

Også socialt skal hjernens holdes ved lige. Biografture, middage eller bridgesammenkomster udfordrer hjernen. Ensomhed har den modsatte effekt, og bare en enkelt telefonsamtale en gang imellem kan dæmme op for den mentale sløvhed, ensomhed kan medføre, fortæller Troels W. Kjær.

Motion skal gøre lidt ondt

Motion er lige så vigtigt som hjerneøvelserne. Ifølge Troels W. Kjær bør den aktive senior bevæge sig mindst en halv time, tre gange om ugen.

“Det skal helst gøre lidt ondt. At presse sig selv fysisk er godt for næsten alt, også hjernen,” siger Troels W. Kjær.

Blandt andet er det med til at holde blodtrykket normalt, hvilket har en stor betydning for hjernens sundhed.

“Højt blodtryk øger risikoen for blodpropper i hjernen, og selv små propper kan medføre, at dele af hjernen dør. Det kan gå ud over motorikken, hukommelsen, sociale evner og meget andet,” siger han.