”Jeg følte tabletterne ætsede min hals og mit spiserør. Desuden havde jeg en konstant sviende og smertende fornemmelse i maven. Kvalmen var i perioder også slem. Jeg forsøgte at afhjælpe problemerne ved at spise bananer og gulerødder. Men ubehaget blev værre og værre. Jeg var ikke et sekund i tvivl. De piller gør skade på min krop.”

De første symptomer på knogleskørhed

I 2013 har Lise Harder store smerter i ryggen. Hun søger til en kiropraktor, som efter flere behandlinger uden effekt røntgenfotograferer hende. Billederne viser ganske klart to brud i lænderyggen. Kiropraktoren ringer straks til Lise Harders praktiserende læge. Ingen er i tvivl om, at der er tale om knogleskørhed, og lægen sætter hurtigt gang i en tabletbehandling med en pille dagligt i en lille dosis. ”Men bivirkningerne var som sagt alt for voldsomme. Jeg fornemmede klart, at den medicin kunne jeg ikke tåle. For at få det bedre i knoglerne, ville jeg ødelægge min mave. Det var for stor en pris. Så jeg valgte på egen hånd at holde op med at tage pillerne efter en uge.” På grund af stærke smerter i ryggen er Lise Harder henvist til meget af tiden at sidde inaktiv i en stol i det bofællesskab, hun lever i sammen med sin mand. Men hendes læge sørger på få dage for en henvisning til Osteoporoseklinikken på Aarhus Universitetshospital. Og her bliver det helt tunge skyts sat i gang.

Alvorlig knogleskørhed præger Lise socialt

Lise Harder bliver MR- og DXA-scannet og tallene fortæller ganske tydeligt, at hendes knogleskørhed er alvorlig. Desuden har tabletbehandlingen givet hende mavesår, og hun er derfor berettiget til den meget dyre behandling, som består af en fyldt pen, der indeholder en opløsning til injektioner i lår eller mave. Patienten skal sprøjte sig selv en gang om dagen i to år. ”Den behandling gav mig desværre også alvorlige bivirkninger. Jeg følte en konstant generende mathed og træthed, kombineret med en stor tyngde i kroppen. Jeg ville så gerne træne og forbedre min kondition, men det var svært. Jeg oplevede et sådan udefinerbart ubehag i hele min krop.” En sygeplejerske foreslår hende at holde op med behandlingen for at  få vished for, at det er dén, der er skyld i de hæmmende gener, men Lise Harder vil ikke give op. ”Jeg ville igennem de to års behandling og måtte acceptere, at tempoet i min dagligdag skulle sættes ned og alt nøje planlægges. Jeg kunne kun klare én aftale om dagen. Det betød, at jeg var meget handicappet i almindelig udfoldelse og social adfærd. Folk måtte komme til mig, og min mand og jeg spiste i fælleshuset, hvor jeg blev fri for at tage del i madlavningen. Mine venner og min omgangskreds forkælede mig.”

Ny behandling giver ikke Lise bivirkninger

I dag har Lise Harder fået et nyt og meget bedre liv. Efter hun sluttede den daglige behandling, er hendes udmattethed forsvundet. For at afkalkningen af knogler ikke skal eskalere igen, blev hun i sommeren 2015 på Osteoporoseklinikken tilbudt behandling med en halvårlig indsprøjtning hos sin egen læge. Hun henter selv præparatet på apoteket og en sygeplejerske giver hende indsprøjtningen. ”Det har været et godt valg for mig. Indsprøjtningerne giver mig ingen bivirkninger. Jeg har simpelthen fået et nyt liv med kvalitet. Min kondition er også styrket, og jeg magter mere. Jeg har ganske enkelt flere kræfter og større energi. Jeg synes, jeg lever et helt almindeligt liv blot med nogle få fysiske begrænsninger. Min mand og jeg kan f.eks. rejse. Vi har for nylig været i Wien, hvor jeg sagtens kunne vandre flere km. rundt i byen. Har jeg smerter i ryggen, bruger jeg vandrestave. Jeg tør mere og er blevet bedre til at organisere med de muligheder, jeg har.”

God dialog om fremtidig behandling

Det er Osteoporoseklinikken på Aarhus Universitetshospital, som styrer hele Lise Harders behandling og besidder det forkromede overblik. Lise Harder er siden hun blev ramt af knogleskørhed sunket 11 cm. Hun er indtil nu blevet scannet hvert år og har fået taget blodprøver hver tredje måned. Men udviklingen i hendes sygdom er så fin, at hun netop har fået beskeden, at hun først skal scannes igen om to år. ”Jeg har et tæt samarbejde og en god dialog med lægerne på Osteoporoseklinikken. Det gør mig tryg, og jeg har igen mod på at kaste mig ud i nye udfordringer.”