1. Begynd med at gå på biblioteket og gennemgå højskolernes fælleskatalog for at finde de emner og temaer, der vækker netop din interesse. Her får du et fingerpeg om, hvor du kan få dine ønsker opfyldt.
  2. Find derefter yderligere oplysninger om de enkelte højskoler på nettet.
  3. Jeg foretrækker to-ugers kurser. Først og fremmest fordi den længde giver tid til fordybelse og til at geare ned, inden der igen skal geares op.
  4. Tag afsted selvom du er alene. Der er altid artsfæller på højskolerne.
  5. Når jeg rejser alene vil jeg helst have et eneværelse. Det er ganske vist lidt dyrere end hvis man er to, der deler et dobbeltværelse. Eller find en kæreste lige inden du tager afsted.
  6. Når du har valgt tema for dit ophold, så indstil og orientér dig om emnet, inden du tager afsted. Vær forberedt på det der skal ske. Vælger du f.eks. et vandrekursus kan du forberede dig ved at træne lidt mere end sædvanligt.
  7. Har du valgt litteratur som tema, er det en god idé at læse noget af dét, de enkelte forfattere har skrevet for at få dem ind på nethinden. Lad være med at komme helt tom.
  8. Fortsæt med at dykke ned i emnet, når du kommer hjem. Find interessepartnere og få en snak med dem. Gerne nogle fra højskolen. Det er rart selv at sætte ord på oplevelserne.

Kilde: Sonja Nebelong