Af professor Rudi Westendorp, Center for Sund Aldring og Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.

Bette Davis sagde engang: “Old age ain’t no place for sissies.” I takt med at vi bliver ældre, får vi flere og flere skader på krop og hjerne, som gør os langsomme, syge, svagelige og handicappede. Men til forskel fra tidligere tider dør vi ikke nødvendigvis af sygdommene, og det er ikke én lang tilbagegang – livsglæden stiger rent faktisk med alderen. Det kan være svært for yngre mennesker at forestille sig, at de ting, alderen gør ved os, ikke påvirker vores livsglæde. Men tallene taler deres tydelige sprog: Danskerne giver i gennemsnit deres liv 8 ud af 10 point, mens ældre danskere rent faktisk opnår en endnu højere score.

Når vi forestiller os vores egen alderdom, tager vi ofte udgangspunkt i vores forældre eller bedsteforældres liv. Men livsvilkårene er markant forandret siden de generationer voksede op. I dag prøver forældre at gøre deres børn parate til livet i løbet af tyve år, men i stedet burde de opdrage dem til, at man aldrig bliver færdig med at lære. Børnene født i det 21. århundrede kan forvente at blive 100 år, og i deres levetid vil verden omkring dem også forandres.

Fantastisk evne til tilpasning

Det faktum, at mennesker kan opleve høj livskvalitet trods funktionsnedsættelse og handicap, kaldes på engelsk ”the disability paradox” eller funktionsnedsættelsesparadokset. Hvordan det hænger sammen, forklarer jeg i min bog ”Kunsten at blive ældre”, som lige er udkommet på forlaget Strandberg. Mange af os tror, at livet er ovre, når vi skal leve resten af tilværelsen i en kørestol, men tænk på de unge, som kommer ud for en ulykke og oplever pludselige fysiske aldring. De skal igennem en periode med vrede, fortvivlelse, fornægtelse og depression, men det er alligevel kun meget få, som tager deres eget liv. Med tiden lykkes det næsten alle at skabe sig et nyt liv. Vi mennesker har en fantastisk evne til at tilpasse os omstændighederne. Og det bliver kun nemmere med alderen – også når kroppen svigter – for jo ældre vi bliver, jo mere erfaring har vi.

Når vi bliver gamle, er det ikke bare vigtigt at kunne tilpasse sig, vi skal også huske at være taknemmelig for de gode ting i livet, såsom venner og familie og at fokusere på gevinster snarere end tab. Det var det, Bette Davis mente, da hun sagde, at alderdom ikke er for tøsedrenge. Krop og sind er vigtige, men kun for så vidt, at de er nødvendige for vores evne til at fungere socialt. Det modsatte viser sig langt oftere at være et problem – når ældre mennesker, som er i god fysisk og mental form, oplever forringet livskvalitet på grund af konflikter.

Fra ældrebyrde til ældrestyrke

Meget af den offentlige samtale om alderdom handler om at undgå at blive gammel. Alderdommen ses som en frygtelig periode med skavanker og sygdom. Den måde at betragte alderdom på, resulterer i en form for aldersdiskrimination.

I dag har 65-årige en bedre fungerende krop og hjerne end deres forældre og bedsteforældre. Vi ældes langsommere i dag blandt andet pga. bedre diagnostisk og levevilkår. Derfor ser vi en langt større andel af vitale 65-årige end i tidligere generationer, og vi har udsigt til et længere liv uden skavanker. Ældre har derfor fysisk mulighed for fortsat at bidrage til samfundet – både som betalt arbejdskraft, men også som frivillige. En undersøgelse viser, at hver tredje 70-årig, som er gået på pension faktisk har lyst til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Jeg mener derfor, vi skal blive langt bedre til at se ældre som en ressource. Hvis vi kan vende os fra at tænke på alderdom som noget frygteligt og tværtimod se det positive i at blive ældre og fx holde de ældre på arbejdsmarkedet længere, vil vi opnå store resultater. Både for samfundet og for de ældre.