”Livet bliver bedre med alderen. Jeg har det langt dejligere nu hvor jeg er i 50’erne end da jeg var 25. Det er skønt at blive gammel. Der kommer ganske enkelt en fred over én. Men det kræver, at man forliger sig med sit liv og dets smertepunkter – at man kan tilgive de mennesker, der har påført én sorg og smerte. Og sig selv. Uden tilgivelse indtræder bitterheden over gamle knuder i fortiden. Det er vigtigt at få ryddet op. Gør man dét, er livet en opadstigende kurve.”

Livet bliver bedre med alderen. Jeg har det langt dejligere nu hvor jeg er i 50’erne end da jeg var 25.

Skuespiller og filminstruktør Hella Joof, 54, har valgt at kigge tilbage på sin fortid med attituden ”det der er sket er sket og de ting har gjort mig, til den jeg er i dag.” Hun nægter at samle på uretfærdigheder. De er en uundgåelig del af det at være til.

”Vi har alle nogle mennesker i vores liv, som giver os en knude i maven, når vi tænker på dem. Men slip den vrede og få fred i sjælen. Når freden indfinder sig, får man langt mere tid til noget, der er rart at beskæftige sig med. Til fordybelse. Og det skønne er jo, at når man er blevet ældre, så skal man ikke præstere på samme parametre som de unge. Man behøver ikke være smuk og tynd, men kan ”nøjes” med at være sjov, klog, belæst og sexet.”

Hella Joof fremhæver endnu et positivt element ved at tilhøre gruppen af seniorer. Hun er ikke længere så bange for at blive vejet og fundet for let. I det hele taget betyder det ikke længere ret meget, hvad andre mener om hende.

Jeg har erkendt, at jeg ikke kan gøre hele verden tilpas og jeg skal ikke gøre mig lækker for alle.

”Jeg har erkendt, at jeg ikke kan gøre hele verden tilpas og jeg skal ikke gøre mig lækker for alle. Jeg kender efterhånden mig selv og ved at jeg er ok. Jeg kender mine egne grænser og rummer en vis selvkærlighed. Men selvfølgelig kan og skal jeg stadig udvikle mig.

Som ung var det en katastrofe, hvis jeg måtte melde afbud til en fest. Som ældre ved jeg, at der kommer en anden fest og at folk kan klare sig glimrende uden mig. Det er ikke så farligt at gå glip af noget.”

Alder er ikke grim

Netop relationen til gamle venner har stor betydning for Hella Joof. Hun tegner billedet af et træ, som med alderen får flere ringe i stammen. Det samme sker i forhold til de venner, hun har kendt i mange år.

”Selvom vi kan være lidt skarpe i en voldsom diskussion, så kender vi også hinandens bløde sider. Der opstår en stor rummelighed overfor mennesker, man har kendt længe. Jeg synes, at begrebet ”ringe på træet” i menneskelige relationer er smukt. Man kigger på hinanden med stor kærlighed. Ser den indre skønhed. Alder er ikke grim. Jeg elsker at se på ansigter med furer og rynker. Det er som at se på efteråret, hvor farverne skifter og vinteren, hvor der ikke er et blad på træerne. Udtrykkene er forskellige, men de er begge smukke. Det gode som ældre er at man ikke absolut skal bruge en masse tid på at opnå en smal talje. Livsvisdom er vigtigere end en talje. Men man kan selvfølgelig købe en hula-hop-ring og bruge den, mens man læser en god bog. Så får man begge dele.”

Helt basalt mener Hella Joof, at rigtig mange ældre har det skideskægt. De rejser, danser og drikker sig fulde.

”Hvis vi passer lidt på os selv og lever sundt, så kan vi jo blive rigtig gamle med al den flourskylning vi har fået hos skoletandlægen. I forrige generation blev folk nedslidte på en helt anden måde. I dag kan man få nyt knæ og ny hofte – vi lever i en heldig tid.

Men heldigvis kan man ikke få en pille, der garanterer udødelighed. Det ville svare til ikke at kunne falde i søvn, når man er rigtig træt.”

Stemmer fra en anden tid

Hella Joof har gjort sig nogle klare tanker om sin alderdom.

”Jeg vil gerne arbejde i den udstrækning jeg synes det er sjovt. Skrive og lave film, når jeg er 75. Men jeg vil kun lave dét, jeg ikke kan lade være med.

Så håber jeg på en masse børnebørn og at jeg har et hjem, hvor familien har lyst til at være.

Når mit hjerte holder op med at slå, så er det det. Jeg tror det sker på det rigtige tidspunkt.

Jeg tror ikke at jeg melder mig ud af den offentlige debat. Jeg mener jeg har noget at bidrage med og jeg elsker, når folk på 80 åbner munden og siger ting, der er politisk helt ukorrekte. Jeg kan godt lide at høre stemmer fra en anden tid.

Jeg er ikke bange for alder. Man kan i dag afhjælpe så mange ting. Der er ikke noget, der skræmmer mig. Heller ikke at jeg en dag skal herfra. Men når jeg bliver rigtig gammel, vil jeg bære et badge på jakken, hvor der står, ”bliv mig fra livet med den hjertestarter!” Når mit hjerte holder op med at slå, så er det det. Jeg tror det sker på det rigtige tidspunkt.”

Som en væsentlig epilog lyder det fra Hella Joof:

”Det ville være kedeligt, hvis hele fortællingen om vores liv handlede om at være unge. Jeg troede som ung fejlagtigt, at alting stoppede, når jeg blev 30. Men jeg er lykkeligere nu som 54-årig end dengang. Der er meget i voksenlivet, der er langt bedre end den pure ungdom. Faktisk er det herligt at blive en gammel starut.”