Det kan være, dit barnebarn har ekstra brug for dig, fordi dets far og mor skal skilles. Men fortvivl ikke, hvis du ikke har børnebørn. Du kan hjælpe børn, som er tæt på dig på anden vis. Det vigtigste er, at du gør det. Hvert tredje barn i Danmark bor ikke sammen med begge sine forældre. Forud er gået en svær tid for de voksne og deres børn. Har du barnets fortrolighed, kan du skabe et fortrolighedsrum, hvor barnet kan tale frit om sine bekymringer, angst og sorg. Du kan bryde den isolation og ensomhed, som barnet ofte befinder sig i.

Brug for at snakke

Når forældre skal skilles, er der mange børn, som ikke har nogle at snakke med, når de er kede af det. Måske lukker de døren og gemmer sig under dynen. Måske snakker de med katten. Som en pige på 13 år skrev i et brev til socialministeren, som havde bedt alle danske børn om at skrive til hende og sætte ord på deres liv: ”Jeg er aldrig bange for at dumme mig overfor dyr. Jeg elsker deres bløde varme pels, og føler en slags ro stige op i mig. Min kat har hjulpet mig gennem mange kriser. Til hende kan jeg betro mig, uden senere at fortryde mine ord”. En anden pige, Bolette på 11 år, skrev: ”Jeg håber, du kan hjælpe mig. Jeg vil håbe, du kan flytte min far og mor sammen igen, men det kan du nok ikke”.

Kerneværdier

I Ældre Sagen spørger vi med få års mellemrum over 4000 danskere fra 50 til 90 år, om alt, hvad der hører med til et menneskeliv: Bolig, økonomi, arbejde, samliv, men også hvad der giver dem livskvalitet. Her er  familien kerneværdi og topprioritet. Familien er hovedsporet i vores forestillinger om det gode liv. Det er det ideal, vi ønsker at realisere trods skilsmisser og store vidtforgrenede familier.

Inspiration fra børnene

Har vi børnebørn, har vi en kæmpe chance for at hjælpe dem samtidig med, at vi respekterer deres fortrolighed, så de tør betro sig til os uden at fortryde deres ord. Katten er god, men en bedstefar eller bedstemor kan noget mere, når livet er svært for et barn. Eller bare har brug for en snakkemakker. Bedsteforældre kan give børn den tid og fortrolighed, som de sjældent kan få nok af. Der er en stor social energireserve i ældre mennesker. Børn og unge giver samtidig ny inspiration, fordi de ser forfriskende anderledes på mange ting. De trækker en ned på jorden, hvis man bliver lidt for selvhøjtidelig og styrende. De har forventninger, som er med til at holde kroppen og hjernen i gang. De giver energi og kreativt bøvl. Livsglæde simpelthen.

Voksen Pippi Langstrømpe

Jeg har selv haft to bedsteforældre, som var min barndoms grønne plet. Jeg tog toget over til dem i Jylland hver sommer i hele min skoletid og fik et fundament under fødderne, som jeg stadig står på, nu hvor jeg selv er bedstemor til fire. Min bedstemor var en slags Pippi Langstrømpe i voksentøj. Hun gik i blåternede kitler og alpehue, røg cerutter og lærte mig at sy og tegne. Hun spillede Kathleen Ferrier, Caruso og Hans Kurt´s ”Her står jeg hver aften på risten, på risten på Vesterbro” på grammofonen, så huset gyngede. Hun flirtede med min rolige, ordentlige bedstefar, som tog mig med i sin gamle Mercedes ud i landskaberne omkring Silkeborgsøerne og på kirkegårdene, hvor han fortalte om de slægter, som lå begravet der, og som han havde kendt.