Fakta

Claus Dalby (født 1963) har skrevet over tyve havebøger og gennem den sidste snes år lavet mange tv-udsendelser for DR, ofte med hans kendte have i Risskov som omdrejningspunkt.

Det kan skyldes måske, at man - når børnene er flyttet hjemmefra - får overskud af tid. Men jeg tror, at det i højere grad handler om livsfaser. I takt med, at vi bliver ældre, får vi øjnene op for andre værdier, deriblandt haven.

Selv var jeg nu forholdsvis tidligt på den, idet jeg blev ramt af havebacillen, da jeg for en snes år siden var i begyndelsen af trediverne. Siden har jeg gjort stort set alt for at smitte andre; lavet tv, skrevet bøger og blogget, ligesom jeg er meget aktiv på Facebook og Instagram.

Jeg vil så gerne fortælle om, hvor skønt det er at have en have …

De rette rammer

Jeg oplever, at folk ofte er lidt famlende, når haveinteressen indfinder sig. Hvor skal man ende og begynde? Selv har jeg fundet stor inspiration i bøger, fordi internettet knapt eksisterede, da jeg gik i gang. Er man helt på bar bund, vil jeg anbefale, at man konsulterer en havearkitekt eller -designer. I første omgang handler det ikke så meget om selve bedene, men i langt højere grad om havens udformning.

De fleste haver består af en stor græsplæne med et buskads rundt langs kanten, og måske er der er par enkelte blomsterbede. Men det kan gøres langt mere spændende. Selv har jeg indrettet min have med rum afgrænset af hække. Siddepladser har vi en del af, så det er altid muligt at finde sol eller skygge, alt efter hvordan behovet er.

Det skal siges, at jeg har en ret stor have – omkring fire tusind kvadratmeter – og derfor har jeg særlig mulighed for at udfolde mig. Men også helt små haver kan inddeles i rum. Faktisk kan den rette indretning hjælpe til at få haven til at syne større.

Krukkehaven

Et emne, der interesseret mig meget, er dyrkning i krukker, og jeg har da også skrevet flere bøger om dette. Det er en forholdsvis nem måde at have have på. Det eneste minus er, at krukkevækster ofte skal have vand, men selv synes jeg, at det er herligt afslappende at gå rundt med slangen.

Siddepladser kan gøres ekstra hyggelige med krukkevækster, og jeg vil her komme med nogle få og brugbare tips til, hvordan krukkehaven bygges op:

Vælg gerne krukker med varierende former; ikke blot runde, men også firkantede. Anvend krukker i forholdsvis diskrete og naturlige materialer – selv gør jeg brug af ler (ofte terracotta), træ og zink. Sæt krukkerne tæt sammen, de må ikke stå og råbe til hinanden! Plant kun en slags planter i hver krukke, derved er det nemt at bytte ud, hvis en vækst takker af. Husk, at det ikke kun handler om blomster, men også om løv – der findes mange smukke vækster med dekorative blade, f.eks. hosta og alunrod.

Drivhuset

Drivhuset er også et emne, der optager mig. Tidligere blev drivhuset forvist til køkkenhaven og hovedsaligt anvendt til dyrkning af tomater og agurker. I dag er drivhuset i langt højere grad et værested, hvor planter må være, men mennesker skal være!

Et drivhus må ikke blive for småt. Ti kvadratmeter (eller mere) er som regel en passende størrelse, fordi der her er plads til mindst et par stole og et bord samt forskellige vækster. I dag er det de færreste, der har bar jord i drivhuset, men indretter det i stedet hyggeligt, f.eks. med krukker.

Drivhuset placeres tæt på boligen, så det er nemt og hurtigt at komme derud, og i ydersæsonen er det ikke kun varmen, der lokker, men også et det faktum, at det her altid er læ. Jeg har mødt mange mennesker, der først i en fremskreden alder fik indrettet et driverhus, og stort set alle fortæller, at det skulle de have gjort for mange år siden.

Uanset hvilke haveønsker eller -drømme man har, gælder det om at få dem ført ud i livet. Det er aldrig for sent.

Læs mere på clausdalby.dk.