Erik Clausen er for distræt til at huske på, at det er meningen, at han skal være pensionist. Han er ved at lægge sidste hånd på en ny film, og han arbejder på en udstilling af sine malerier. For Clausen handler det om at bruge sin tid på noget, man holder af. Han elsker at arbejde. Han har gjort det, siden han var 13 år gammel, og han kan ikke holde op nu. "Jeg holder mig mentalt i form. Jeg har inspiration hele tiden. Jeg drikker ikke, jeg arbejder hele tiden, og det gør mine kammerater også. Jeg elsker betegnelsen professionel. Jeg drømte om at være professionel cykelrytter, men jeg blev professionel kunstner i stedet. Jeg cykler 100 kilometer om ugen sammen med mine gamle cykelkammerater, og vi tænker ikke over det. Den ene har en pacemaker, den anden har en kunstig hofte, og jeg har vejet for meget. Vi gør det ikke, fordi vi er bange for at dø. Vi gør det, fordi vi kan lide at cykle."

Sovs og kartofler og rock og rul i Enghaveparken

Midt i samtalen hiver Clausen en akromatisk harmonika frem, som han har arvet fra sin onkel, der var spillemand i de vesterbroske baggårde. Vesterbro var måske bedre dengang, før det hele var andelsforeninger med store gitterporte, og samtalerne i skurvognen er bestemt bedre end borgerskabets konversationer. Men det er ikke ren arbejderromantik. Det er et værdigrundlag, som Clausen står stabilt på. Hans fortælling er ikke én om et samfund i forfald. Tværtimod har han set mange positive forandringer i sin tid. "At være gammel i dag er en sensation. Vi skulle være kradset af for lang tid siden. Da min mormor var 50 år, var hun en olding, men folkesundheden gav os bedre sociale forhold. Vi dyrkede sport, gik i fritidshjem, fik sovs og kartofler og adgang til biblioteker og rock og rul i Enghaveparken. På grund af folkesundheden sker der lige pludselig ikke noget ved at være 50 år, og der sker ikke noget ved at være folkepensionist på 70 år, og der sker ikke noget ved at være 75 år."

Man kan ikke dø lykkelig

Vi lever længere, men hvad skal vi gøre med al den ekstra tid? Hvordan undgår vi et tab af identitet, når vi bryder med arbejdsmarkedet? "Den nye klasse af tusindvis af gamle mennesker, som også rejser til udlandet. De har måske ikke så meget frihed, men de har noget, der hedder friværdi. Lige pludselig støder de sammen med vores kulturelle værdier, som består i at arbejde og i at virke. Når du bliver 65, forsvinder den identitet, du har haft siden du som 13-årig var i lære som blikkenslager. Nu er du pensionist, og pensionist er ikke et fag. Det er en administrativ tilstand, som der ikke er nogen af os, der kan prale af. Jeg bliver i illusionen om, at jeg stadig er en ung mand. Når jeg går forbi et spejl, kan jeg nogle gange godt blive lidt i tvivl, men så ser jeg, at der er lys i øjnene. Man bliver ikke for gammel til at nyde livet, til eventuelt at deltage i demokratiet, og glæde sig over den tid man har tilbage. Jeg tror ikke på, at man kan dø lykkelig, men man kan dø brugt, erfaren og fuld af kærlighed."

Du læser en god bog, men der er kun otte sider tilbage

Alle kender sangen. Erik Clausen skulle have været en abort, men sådan gik det ikke. I stedet kæmpede han sig frem i det, han kalder en kultur, hvor alle var usynlige. "Jeg gik frem i synligheden og sagde: ’Her kommer jeg’ - en klodshans, der ikke kan en skid, og som optræder med det. Jeg ved, at min fremtid er meget kortere end min fortid. Nå, men så skal du til at dø, men så bliver man forvirret, for der er ingen af os, der forstår døden. Det der ”aldrig mere”, det forstår man ikke konsekvensen af. Du har ikke lang tid tilbage. Du læser en god bog: ’Satans, der er kun otte sider tilbage’."

At blive gammel er op til dig selv, mener Clausen, der nægter at bruge ordet ”senior”. Hvis man sidder og fortryder noget på plejehjemmet, er det ens egen skyld. "Det er en kunst at blive gammel. Man skal turde bladre tilbage i den billedbog, der er ens liv og spørge sig selv: Fik du opnået noget, fik du oplevet noget, fik du udfordret dig selv, fik du udfordret selskabet, har du mødt kærligheden, fik du lov at kæmpe, eller har du haft medvind og ligner en velassorteret advokat, der spiller golf hele tiden?"