Af Ditte Therese Rasch

Jeg kan efterhånden kigge tilbage på 4 spændende og uforglemmelige år som frivillig på Hospice. 4 år, der har givet afsæt for tanker og følelser, jeg nok ellers ikke ville have tænkt og følt. Som frivillig på Hospice handler opgaven meget om at bruge tid med de patienter, der har brug for det og ønsker det. Jeg bliver tit overrasket over, hvor gode samtaler man kan have med personer, man lige har mødt, hvis man ikke er bange for at åbne op.

Tæt på livet

Jeg hører om gamle minder og sjove erindringer, og jeg er ikke bange for at give eller modtage et knus, når der er behov for det. Jeg kan ærligt sige, at jeg tit og ofte får meget mere igen, end jeg nogensinde selv kan give til dem, jeg taler med. Jeg oplever ofte, at min familie og mine nære venner har svært ved at forstå, hvorfor jeg har valgt at være frivillig, og det kan nogle gange ærgre mig. Men jeg tror, at de – som mange andre – har et andet billede af, hvad et Hospice egentlig er. Eksempelvis hører jeg flere sige, at det må være trist at være så tæt på døden hele tiden. Men faktisk føler jeg det lige modsat. For det er gået op for mig, at dét at være frivillig på et Hospice fylder mig med lyst til at leve livet.